onsdag den 28. maj 2014


Udsyn 0-18 år: ”Et partnerskab om fysisk og virtuel læring og trivsel for børn og unge med lokalt og globalt udsyn”


Der er i dag behov for at skabe nye og innovative alternativer i forhold til varetagelsen af de opgaver, vi løser i daginstitutioner og på skoler i Silkeborg Kommune. Skoleafdelingen og Børne- og Familieafdelingen arbejder derfor på at etablere partnerskaber omkring 0-18 års-området i kommunen for at udnytte de muligheder og imødekomme de potentielle udfordringer, vi møder i et stadigt mere digitaliseret samfund. Partnerskabernes opgave bliver netop at skabe løsninger, således børn og unge dannes og uddannes til at kunne orientere sig i og aktivt bidrage til fortsat udvikling af Danmark i en globaliseret verden. 

Partnerskaberne udvikles som nye modeller for tværsektorielle samarbejder nationalt og internationalt. Med de lokale daginstitutioner og skoler som omdrejningspunkt skabes nye innovative løsninger i et dynamisk samspil mellem disse og private virksomheder samt nationale og internationale forsknings- og videnproduktioner.

Potentielle muligheder eller udfordringer identificeres og søges løst gennem projekter i de lokale daginstitutioner og skoler. Nogle af disse projekter vil have potentiale til udbredelse til flere institutioner, hvorfor de bliver etableret som prototype. 

Partnerskaberne etableres af flere interessenter med hver sit kompetence- og arbejdsområde, nemlig 

  • De lokale ejere af prototyperne 
  • Idéforum (se under fanebladet "Idéforum") 
  • Politisk følgegruppe (Børne- og Ungeudvalget, jf. sag den 6.2.2012) 
  • Styregruppen (se under fanebladet "Styregruppen)